Godt Nytår
Rigtig godt nytår!
Fra hele instruktørteamet vil vi gerne ønske medlemmer, samarbejdspartnere og andre gode modtagere af dette nyhedsbrev et rigtig godt nytår! Det har været 12 lange måneder med nedlukning og udskudte arrangementer. Det har været svært at følge med i skiftende restriktioner, forsamlingslofter, regler, vejledninger og nedlukninger. Det har været til udfordring og gene for os alle. Men vi har været, og er, meget taknemmelige for den store indsats, som alle vores instruktører, medlemmer og forældre har ydet for at få det hele til at gå op i en højere enhed – det skal der lyde en stor tak for! Vi krydser fingre for at 2022 bliver bedre, allerede nu er der planlagt massere af workshops og nye hold i januar som vi gerne vil præsentere for jer.
Først er vi dog nød til at nævne 2 kedelige nyheder. Nicklas stopper som mobility instruktør, vi har været glade for at have ham med på holdet og ønsker ham god vind i sejlene frem over. Henover julen er der kommet nye restriktioner, hvilket betyder at man igen skal have gyldigt Corona pas i klubben! Da vi vil foretage stikprøver, man kan læse mere her om de gældende Corona restriktioner. Vi håber at der ikke vil komme flere restriktioner og vi slipper for at lukke ned igen.
Nyt Yoga Hold – Hatha Yoga
Vi starter et nyt yogahold op 2 gange om ugen. Det første hold kommer til at være tirsdag d. 4 januar kl. 18:45. Holdet kommer til at være tirsdag og torsdag kl. 18:45. Tirsdagen vil være Hatha yoga og om torsdagen vil der være ’’blid’’ Hatha yoga.
Det er vores nye børne og yoga instruktør Vincent som kommer til at stå for undvisning på holdet. Vincent er uddannet i Sivananda Hatha Yoga og har derudover mange års erfaring med meditation og yoga. Vincent er uddannet filosof og religionshistoriker fra universitetet, så han vil supplere en smule ved at forklare lidt om yogaens historie og egentlige formål samt fordele ift. kampsport og almen bevægelse (restitution, fleksibilitet, udstrækning, åndedrætskontrol, stresshåndtering, fordøjelse og meget andet).
Hvad kan du forvente på et Hatha yoga holdet:
- Fokus på udstrækning af de store samt ekstra udsatte muskelgrupper i kampsport for fleksibilitet og restitution.
- Fokus på at finde balancen i semi-udfordrende positioner (i de mest udfordrende positioner vil jeg ofte præsentere forskellige mulige sværhedsgrader så alle kan være med).
- Fokus på at finde ro i åndedrættet i komplekse og udfordrende positioner.
- Sørg for tøj der ikke falder op om ørerne eller glider rundt.
Hvad kan du forvente på ’’blid’’ Hatha yoga holdet:
- Fokus på længere og mere afslappende positioner.
- Fokus på meditation og beroligende åndedræt.
- Fokus på det endokrine system og det parasympatiske nervesystem – altså en mere beroligende og afslappende praksis med fokus på at restituere, slappe af, få en god søvn, en god appetit og en god fordøjelse.
- Hver praksis sluttes af med en længere afspændingsøvelse (evt. tag et tæppe med og behageligt joggingtøj er fint).
Ønsker du at læse mere om de 2 hold, kan du finde mere information her.
I forbindelse med at vi starter 2 nye yoga hold op, afholder vi en yoga workshop d. 9 januar kl. 12:00 – 13:30. Workshoppen varer halvanden time og bliver en introduktion til hatha Yoga.
I denne søndagsworkshop skal vi kigge nærmere på hvordan man laver Surya Namaskar (solhilsen).
Der findes forskellige solhilsner, som vi kort kan tale lidt om. På både tirsdags- og torsdagsholdet vil solhilsnen fremover være en grundlæggende opvarmningsøvelse som vi laver i fællesskab, hvorfor det kan være praktisk at have en smule kendskab til øvelsen. Det er en kort sekvens af bevægelser som alle kan være med til, der ligeledes kan lave om morgenen for at vække kroppen og få blodet omkring i kroppen.
Sørg for ikke at være for mæt og ha’ behageligt tøj på som ikke falder ned om ørene når man har hovedet nedad. Man behøves ingen forudgående kendskab til yoga for at deltage – tværtimod er det en god idé at komme, hvis man ikke har nogen erfaring og er nysgerrig.
Workshoppen bliver altså ikke en normal praksis, men en introduktion, hvor der er mulighed for at spørge og få en større forståelse for hvad yoga er.
Workshoppen er gratis for medlemmer i Arte Suave, Man tilmelder sig workshoppen igennem sin profil under ”Schedule” i ugen op til workshoppen finder sted. Der vil blive rig mulighed for at stille spørgsmål.
Eventet er gratis.
Nye Tider for Basic Kickboxing
Der er flere som har spurgt om vi kunne rykke vores basic kickboxing hold. Det betyder at vores 2 basic kickboxing hold er rykket fra kl. 16:00 – 17:00 til 18:30 – 19:30 samme dag. Vi håber at det fører til at der er flere som kan komme på holdet.
Januar måned er for mange mennesker muligheden for at prøve noget nyt. Derfor starter vi nye intro hold op i MMA, BJJ og NoGi. Kender du en eller flere som har gået med ideen om at starte til kampsport er tiden perfekt lige nu. Alle introholdene starter op i uge 2 og der er stadig massere af plader, man kan tilmelde sig en af vores intro hold her eller læse mere.
Er du eller en du kender frisk på at komme i god form og lære kickboksning er dette en enestående mulighed.
Hver fredag underviser Damir Hadsovic i motions- kickboksning. Holdet er kun for piger, og de eneste forudsætninger du skal have, er at du har lyst til at træne hårdt og have det sjovt. Du kommer til at lære basis kickboksning teknikker i et sjovt og åbent miljø.
Der er plads til 20 piger på holdet og træningen kører over 2 måneder hver fredag i Arte Suave kl 16.00 i Grøndalscenteret.
Holdet er sponsoreret af Nocco og Nippon Sport, og deltagerne vil få udleveret tøj og bokseudstyr, samt produkter fra Nocco.
Deltagelse på holdet koster et symbolsk beløb på 200 kr. for 2 måneder.
Ved tilmelding til holdet bedes du udfylde tøj og handskestørrelse så vi kan have udstyr klar til dig.
Sidste tilmeldings dato er mandag d. 5 januar 2022
Opstart af holdet d. 7 Januar og slutter d. 25. Januar.
Man kan tilmelde sig her!
Tilbage i oktober afholdt vi en populær kettlebell workshop med Emil L. Hansen. Emil har mange års erfaring med Crossfit og funktionel styrketræning som atlet og træner. Derfor afholder vi endnu en Ketllebell workshop d. 22 januar fra kl. 12:00 – 14:00.
Emil arbejder med kettlebells stort set hver dag i sin træning ’’jeg mener at det er et af de redskaber man kan komme længst med i forbindelse med styrke udholdenheds træning’’.
Under workshoppen kommer Emil rundt om teknikken bag et hånds- og to håndsarbejde med kettlebells, hvilke faldgrupper man skal være opmærksom på når man arbejder med kettlebells og hvordan man undgår at få ondt på underarmen. Har man været på den sidste kettlebell workshop vi afholdte, vil der være mulighed for at udbygge sit repertoire af teknikker og øvelser.
Emil kommer med eksempler på hvordan man kan inkorporere kettlebells som et værktøj i ens daglige træning og som supplement til ens kampsportstræning.
Til sidst vil der være en lille workout hvor vi kommer til at arbejde med de øvelser som er blevet gennemgået på dagen.
Der vil blive rig mulighed for at stille spørgsmål.
Eventet er gratis.